F.C. Københavns historie

Fakta:

Fulde navn: Football Club København

Kælenavn/øgenavn: Løverne, FCK, Hovedstadens Klub, Byens Hold

Grundlagt: 1. juli 1992

Stadion: Parken

Kapacitet: 81.044

Den danske hovedstadsklub, F.C. København, har været nærmest synonym med dominans i dansk fodboldsammenhæng de seneste år. For med 15 danske mesterskaber siden tilblivelsen i 1992, har ‘Løverne’ vist deres styrke såvel på grønsværen som udenfor kridtstregerne, hvor hovedstadsklubben også har været økonomisk velorganiseret og robust. Ganske sandsynligt vil FCK være et velkendt navn i internationalt fodbold-regi, idet de mange mesterskabstriumfer har medført, at klubben har optrådt utallige gange i europæisk sammenhæng, hvor klubben har bevist sig som en konkurrencedygtig modstander overfor flere internationalt stærke storklubber. I det følgende kan du blive klogere på klubbens triumfer og bedrifter gennem tiderne samt dens spæde historie som Superliga-klub.

Tilblivelsen i 1992 og alt det, der lå forud

Når sommeren i 1992 nævnes, vil tankerne i dansk sammenhæng ganske forståeligt ledes hen på EM-triumfen i Sverige for det danske landshold. Men blot 5 dage efter EM-trofæet kom der en officiel klubstiftelse i den danske hovedstad den 1. juli 1992. Klubnavnet lød internationalt klingende, idet ‘F.C. København’ blev en forkortelse for Football Club København, som var den nye klubs officielle navn. Klubbens stiftelse som aktieselskab blev en realitet efter sammenlægningen af førsteholdene i B1903 og KB 1876. Man spillede på B1903’s Superliga-licens, mens KB’s 1. divisionshold blev tvangsnedrykket til Danmarksserien. Forud havde der allerede i slutningen af 1980’erne været hemmelige sonderinger mellem flere københavnske klubber, som i 1991 endte med, at kun de to ovennævnte klubber var tilbage som interesserede.

Begge klubber havde indset udfordringen med den økonomiske udvikling i den professionelle fodbold i Danmark, som krævede store kapitalindskud, hvis klubberne hver især skulle overleve. Derfor opsøgte, lancerede og udlevede man en fælles sammenslutning af to succesrige klubber i dansk fodbold. For B1903 var en prominent klub med mange titler, hvoraf de også fik sølv året før FCK-projektets lancering, mens KB samtidig også var mangedobbelte danmarksmestre før Superliga-starten i 1991. Det blev senere bestemt, at FCK’s træningsanlæg skulle være KB’s anlæg, mens klubbens administration skulle være andetsteds. Københavner-klubbens første cheftræner skulle blive B1903’s Benny Johansen, mens H.C. Hansen og Frank Mathiesen blev hhv. administrerende direktør og sportsdirektør, hvortil Harald Nielsen blev bestyrelsesformand.

En klub af ambitioner indtager landets bedste række

I forbindelse med lanceringen af FCK i sommeren 1992, spillede klubben sin første officielle kamp i den daværende TOTO Cup, hvor man sejrede 2-1 over schweiziske Grasshoppers FC. Det velkendte høje ambitionsniveau var også dengang til at føle på fra dag 1, idet der blev meldt nogle fastsatte målsætninger ud. Disse gik bl.a. på at være et “attraktivt og underholdende” fodboldhold, der skulle ende blandt de tre øverste i Superligaen og kvalificere sig til Europa hvert år. Også udenfor grønsværen var målsætningerne klare, idet man ville have en sund økonomi, opbygge en stor fanskare og etablere et omfattende sponsornetværk.

De ovennævnte punkter skulle senere vise sig at være særdeles velfunderet og retvisende, hvilket også konkret blev synliggjort i FCK’s debutsæson i 1992. Her spillede man fantastisk med spillere som Ivan Nielsen, Michael Manniche og Martin Johansen, hvoraf sidstnævnte lavede et historisk hattrick i FC Københavns Superliga-debutkamp, da BK Frem blev besejret 3-0. Euforien for den nye klub var enorm i denne debutsæson, hvor man på imponerende vis endte med at vinde klubbens første danske mesterskab efter en 3-2-sejr over de blå-gule rivaler fra Brøndby IF på næstsidste spilledag. Med blot 4 nederlag, 60 scorede mål og 62 point, endte FCK-holdet som titelindehaver af det danske mesterskab i sæsonen 1992/93. Sæsonen efter var FCK’erne blot en margin på to point fra at vinde mesterskabet, men måtte se sig selv slået af Silkeborg IF. Klubbens debutoptræden i europæisk regi var tilmed kortvarig, da man i efteråret i 1993 røg ud med samlet 7-0 til AC Milan i anden runde af Champions League-kampagnen.

En periode med ‘mesterskabs-tørke’ i Superligaen

Trods den nyetablerede hovedstadsklubs formidable start, kunne de kommende sæsoner ikke helt leve op til målsætningerne. Den mindre forfærdelige periode bød bl.a. på et 0-5-nederlag til Hradec Králové i Europa Cuppen i 1995, mens man også i Superligaen led hårdt, eftersom man endte 7 og 8 de efterfølgende sæsoner, hvor nedrykning også havde været en overhængende fare. Rent lavpraktisk var der også problemer, idet FCK’s mantra udadtil havde gået på at være fuldtidsprofessionelle, men dette stemte ikke overens med virkeligheden, hvor flere spillere havde bibeskæftigelse, mens den daværende cheftræner, Michael Schäfer, var skolelærer.

De få højdepunkter var dog, at holdet havde sikret sin første pokaltitel i 1995 efter en storslået 5-0-finalesejr over AB, hvor FCK’s 42-årige målmand, Per Poulsen, blev den ældste spiller nogensinde til at vinde en pokalfinale. Trods de middelmådige resultater i Superligaen, kunne ‘Løverne’ et par år senere i 1997 kalde sig dobbelte pokalvindere, idet man løftede pokalen efter en 2-0-sejr over Ikast FS. Året efter tabte man pokalfinalen i et udsolgt Parken til Brøndby IF, mens man i Superligaen dog fik skrabet en bronzemedalje til sig.

I kølvandet på de magre år rent sportsligt, fik FCK udenfor grønsværen tilknyttet Flemming ‘Don Ø’ Østergaard i 1997 som direktør. En tiltrædelse, der skulle blive grundstenen til hele FCK’s økonomiske opblomstring og nuværende robusthed. For under ‘Don Ø’s ledelse blev nationalstadionet, Parken, i 1998 formelt købt af FCK, hvortil FCK blev børsnoteret under navnet PARKEN Sport & Entertainment A/S. Med tiden blev Lalandia og fitness.dk opkøbt af koncernen, hvilket overordnet set blev ganske rentabelt for klubbens økonomiske ståsted.

Men også indenfor kridtstregerne begyndte FCK-mandskabet at præstere, da man i efteråret 1998 spillede helt lige op med Chelsea, hvor man tabte knebent med 2-1 sammenlagt efter et Brian Laudrup-hovedstød sendte englænderne videre. Kort efter det europæiske exit blev det offentliggjort, at netop Chelseas Brian Laudrup blev købt af FCK i en rekordhandel på 1,1 millioner euro. Efter en hektisk periode i den danske hovedstadsklub, bestemte Laudrup sig allerede i maj-måned at skifte FCK ud med hollandske Ajax. FCK sluttede 1998/99-sæsonen på en skuffende 7. plads, mens året efter blev til en 8. plads.

En ny æra begynder efter syv magre år

Efter en periode med dødvande, blev erhvervelserne af både den engelske træner, Roy Hodgson, og sportsdirektør, Niels-Christian Holmstrøm, symbolet på en ny æras begyndelse. Sidstnævnte havde forinden været træner for moderklubberne B1903 og KB. I den første sæson efter årtusindskiftet tog FCK’erne guldet for første gang i syv år, da man i anden sidste spillerunde fik en derby-sejr på 3-1, hvoraf sejren især blev husket for Sibusiso Zumas ikoniske saksesparks-mål.

Kort forinden mesterskabs-euforien, skete der noget forfærdeligt i marts 2001, da Ståle Solbakken kollapsede grundet et hjertestop, men heldigvis blev han genoplivet på FCK’s træningsanlæg. Karrieren var dog ovre for det norske unikum, der senere dog skulle komme til at få en rolle i klubben.

I efteråret 2001 blev Hans Backe udnævnt som cheftræner, da Roy Hodgson blev købt af italienske Udinese. Sæsonen startede på sublim vis, da FCK på overraskende vis slog Lazio med 2-1 i Parken, mens man dog måtte se sig slået i Rom. FCK’s videre færd i UEFA Cuppen bød på en samlet sejr over Ajax i anden runde, mens man knebent tabte til Dortmund på to sene overtidsscoringer. I den hjemlige liga sluttede holdet på en andenplads à point med Brøndby IF, som dog havde en bedre målscore. Pokalfinalen blev på skuffende vis tabt med 1-2 til OB.

Den efterfølgende 2002/03-sæson bød igen på en ikonisk scoring mod Brøndby IF, da Hjalte Nørregaard i overtiden spillede det danske mesterskab i FCK’s hænder. På direktionsgangene overtog Jørgen Glistrup posten som direktør, mens ‘Don Ø’ fortsatte som bestyrelsesformand. Den gyldne æra fortsatte, da københavnerne i 2003/04-sæsonen vandt klubbens første ‘The Double’ efter både pokaltitlen og mesterskabet blev sikret efter afgørende sejre over henholdsvis AaB og FC Nordsjælland. Sæsonen efter blev det kun til sølv i mesterskabskampen og semifinale-nederlag i pokalen til Brøndby IF. Ved årsskiftet til 2006 kunne svenske Hans Backe trække sig tilbage som den mest vindende FCK-træner gennem tiderne med hele 7 trofæer på blot 4 år, heriblandt 3 danske mesterskaber.

En vis nordmand fører Byens Hold til succes

Afløseren til Backe blev en anden skandinav i form af norske Ståle Solbakken, der blev hyret d. 1. januar 2006. Ansættelsen foranledigede stor popularitet blandt fansene, dels grundet hans tid som aktiv spiller for ‘Løverne’, men dels også den vindermentalitet, han kom ind med. Ståles debutsæson blev en formidabel en af slagsen, eftersom nordmanden kunne løfte det danske mesterskab i 2006, og derigennem kvalificere Byens Hold til europæisk gruppespil. Denne gang formåede Solbakken og co. på historisk vis at kvalificere sig til Champions Leagues gruppespil for første gang nogensinde. Kampagnen blev historisk og mindeværdig på flere parametre, da man forblev ubesejret på eget græs i Parken, hvilket stod klart efter 0-0 mod Benfica, 1-0-sejr over mægtige Manchester United samt 3-1-sejr over skotske Celtic.

Præstationerne skulle blive et startskud til endnu en gylden æra med ufattelige resultater for FCK’erne, der gik ind i en guldrandet periode i klubbens historie. For denne kampagne blev den første af otte på hinanden følgende kvalificeringer til europæiske gruppespil, hvortil man i 2009 hævede klubbens anden ‘The Double’, mens man i 2010 sikrede klubbens 8. mesterskab, hvilket var det 7. vundne mesterskab ud af de seneste 10 mulige. Som europæisk højdepunkt spillede ‘Løverne’ helt lige op med de senere Champions League-vindere fra FC Barcelona, da man i samme sæson nåede 1/8-delsfinalerne var man tabte 0-2 samlet til Chelsea.

Estimatet lød på, at kampagnen tildelte FCK 158 millioner kroner fra UEFA i præmie- og TV-penge. Grundet den stærke internationale indsats, forlod flere spillere klubben til fordel for større adresser, såsom William Kvist, Dame N’Doye, Wendt, Pospech og Antonsson, mens Jesper Grønkjær stoppede karrieren. Under Solbakkens første trænerperiode blev det til 5 danske mesterskaber – heraf historiske tre på stribe –  en pokaltitel og en ‘The Double’, indtil han i sommeren 2011 forlod klubben til fordel for den tyske Bundesliga-klub, FC Köln.

Også 2010’erne bliver succesrige for hovedstadsklubben

Først blev Ståles afløser på cheftrænerposten skandinaven, Roland Nilsson, men efter et halvt års tid overtog belgiske Ariel Jacobs jobbet i håbet om endnu en succestræner. I den mellemliggende periode havde sportsdirektør, Carsten V. Jensen, ‘dobbeltjobbet’ som midlertidig manager. FCK-holdet fra forrige sæson var en del decimeret, men alligevel gik det Cesar Santin og co. bedre end forventet, men holdet måtte dog tage sig til takke med en sølvmedalje og en pokaltitel. Under erfarne Jacobs sikrede man sig mesterskabet i fjerdesidste runde – igen på Brøndby Stadion. Til trods for at lade talenterne, Andreas Cornelius og Nicolai Jørgensen, spille regelmæssigt, var Jacobs præsteren som FCK-træner ikke overbevisende, da man lå under stregen efter 5 runder i midten af august 2013. Derfor valgte man i slutningen af august 2013 at erstatte ham med et velkendt ansigt i form af den tilbagevendte succestræner, Ståle Solbakken.

Omend Ståle fik en svingende start, var hans tilbagevenden ganske givtigt for Byens Hold, eftersom man fik reddet 2013/14-sæsonen, og sluttede på 2. pladsen i Superligaen, mens man også udmærkede sig i europæisk regi. For i efterårets Champions League-gruppespil præsterede man hæderligt i Parken, idet man delte med Juventus og vandt 1-0 over Galatasaray, mens et 0-2-nederlag til Real Madrid dog blev det første europæiske nederlag på eget græs nogensinde. Sæsonen efter skulle ligeledes blive en ‘mellemsæson’, hvor man endte 2’er i ligaen, vandt pokalen og røg ud i Europa Leagues gruppespil. I maj 2014 foretog FC København en reorganisering af den sportslige ledelse, hvor Ståles ansvarsområde blev ‘manager med det overordnede ansvar’.

Efter en længere indkøringsperiode kom Ståles principper mere til udtryk, hvilket i 2016 mundede ud i en ‘The Double’-triumf, hvor man sluttede hele 9 point foran SønderjyskE på andenpladsen. Med folk som Thomas Delaney, Mathias Zanka og Ludwig Augustinsson, blev ‘Løvernes’ 2016/17-sæson synonymt med den nærmest perfekte sæson. For som fejring af klubbens 25-års jubilæum vandt man for anden gang i træk ‘The Double’ på den hjemlige front, mens endestationen i Europa League blev 1/8-delsfinalen, hvor finalisterne fra Ajax viste sig for stærke over to opgør.

Europæiske eventyr, mens det norske unikum takker af

I de følgende sæsoner kom der flere salg af profilerne fra guldholdet, som dog til dels blev erstattet af velkendte navne som Denis Vavro, Carlos Zeca og Robert Skov samt unge Jonas Wind. Alt i alt blev 2017/18-sæsonen dog en særdeles utilfredsstillende sæson, der gik i historiebøgerne som den første siden årtusindskiftet uden medaljer. Det kommende transfervindues mest iøjnefaldende køb, blev det 33-årige klubikon, Dame N’Doye, der beviste sit værd i den følgende 2018/19-sæson med hele 24 kasser. Sæsonens slutfacit lød på det. 13. mesterskab på 27 sæsoner, mens det 13. europæiske gruppespil på 14 sæsoner tilmed blev sikret.

Den efterfølgende 2019/20-sæson blev indledt på fornem manér, idet FCK’erne vandt syv ud af de første otte kampe i foråret, hvoriblandt man spillede uafgjort i en svær udekamp mod Crvena Zvezda efter et frækt Panenka-straffe af Jonas Wind. Skader til netop Wind og N’Doye var med til at tilknytte Nicklas Bendtner på en lejeaftale, hvilket dog ikke blev nogen succes for begge parter. I Europa League-sammenhæng blev Celtic slået ud med samlet 4-1, hvorefter Istanbul Basaksehir også blev sendt ud efter en imponerende 3-0-hjemmesejr. Endestationen blev Manchester United i kvartfinalen, som blev tabt med sølle 1-0 efter forlænget spilletid. Med en samfundssituation præget af corona, blev FC Midtjylland kåret som mestre i en sæson, hvor FCK måtte nøjes med sølv.

Med få til ingen tilskuere, forkortet ferie og lignende blev den følgende 2020/21-sæson speciel på flere parametre, hvilket i sidste ende sluttede med en 3. plads. I starten af denne sæson, skulle Solbakkens FCK-æra blive afsluttet, eftersom parterne d. 10. oktober 2020 gik hver til sit efter sammenlagt over 11 år, 625 kampe, 370 sejre og hele 13 titler.

Dobbelt mesterskabsfest trods flere bump på vejen

Mens en trofast klublegende takkede af, blev endnu en klublegende indsat på cheftrænerposten, da Hjalte Nørregaard fungerede som midlertidig træner for ‘Løverne’. Fornøjelsen blev dog kun kortvarig, idet Jess Thorup d. 2. november 2020 blev udnævnt som ny afløser for det hold, der efter 9 runder lå på Superligaens 10. plads. En stærk slutspurt gav dog FCK’erne et mindre plaster på såret med en 3. plads, hvilket tilnærmelsesvis fik bægeret til at være halvt fyldt fremfor halvt tomt. 2021/22-sæsonen blev indledt med flere skader til de bærende nøglespillere, hvilket deraf nærmest tvang Thorup til at sende unge spillere fra akademiet i kamp.

Spillerne endte med at deltage i Conference League og samtidig vandt det unge mandskab Superligaen for første gang i tre år og første gang under Thorup. Mens guldmedaljerne foranledigede et Champions League-gruppespil efter en kvalifikations-sejr på 2-1 over Trabzonspor, var det langt under FCK-standard på den hjemlige front i Superligaen. For efter et 1-2-nederlag til Thorups gamle arbejdsgiver fra FCM, var status seks nederlag og en 9. plads efter 10 spillede runder, hvilket den ambitiøse hovedstadsklub ikke kunne acceptere. Derfor ophævede parterne samarbejdet d. 20. september 2022 med guldtræneren, Jess Thorup, der ellers havde vundet et dansk mesterskab og vundet over halvdelen af kampene.

En historisk æra begynder med ‘rekord-gode’ indsatser

Umiddelbart efter Thorup-afskeden, blev afløseren til cheftræner-pladsen udnævnt samme dag, da Thorups assistent og tidligere Viborg FF-træner, Jacob Neestrup, fik posten. Med erfaring som både spiller og træner i FC København hos både ungdomshold og førstehold, var Neestrup en velkendt herre i FCK-regi, hvilket gjorde indkøringsperioden minimal. For med ansættelsen af Neestrup begyndte en historisk periode som ubesejrede, der rakte hele 13 kampe frem, hvilket gjorde Neestrup til rekordholder som den eneste nyansat Superliga-træner til at præstere på sådan vis. Heriblandt var den historiske 7-0-sejr over OB i Parken, der samtidig gav FCK’erne deres 6. clean-sheet på stribe.

Til trods for FC Nordsjællands pointmæssige føring ved vinterpausen, fuldendte Byens Hold comebacket og kunne matematisk lade sig krone som dansk mester før sidste spillerunde. Neestrup havde realiseret det enorme potentiale og vendt skuden på forunderlig vis, hvilket i sidste ende sikrede FC København sit 15. danske mesterskab og den tredje stjerne over logoet. Klubben sikrede sig samtidig pokaltitlen, hvilket skrev FCK ind i historiebøgerne med den femte ‘The Double’ på blot 20 år.